- Ella Rentheim
Jeg kom til at holde så inderlig af ham –
- Fru Borkman
Mere end jeg, – hans mor!
- Ella Rentheim
(undvigende). Det véd jeg ikke. Og så var jo Erhart lidt svagelig i opvæksten –
- Fru Borkman
Erhart – svagelig!
- Ella Rentheim
Ja, jeg syntes $det, – dengang ialfald. Og så er jo luften der borte på vestkysten så meget mildere end her, véd du vel.
- Fru Borkman
(smiler bittert). Hm. Er den det? (afbrydende) Ja, du har sandelig gjort svært meget for Erhart, du. (forandrer tonen.) Nå, det forstår sig, du har jo også råd til det. (smiler.) Du var jo så heldig, du, Ella. Du fik jo reddet alt det, som dit var.
- Ella Rentheim
(krænket). Det gjorde ikke jeg noget skridt for, – kan jeg forsikkre dig. Jeg havde ikke – før længe, længe bagefter – nogen anelse om, at de papirer, som lå i banken for min regning, – at de var sparet –
- Fru Borkman
Ja, ja; sligt noget skønner jeg mig ikke på! Jeg siger bare, at du var heldig. (ser spørgende på hende.)
