Side:Ibsen Samlede Værker IX.djvu/354

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
Fru Borkman

Det får komme, som det kan. Jeg véd ikke hvorledes det vil komme. Men jeg véd, at det vil og det skal komme engang. (ser spørgende på hende.) Ja – Ella, – er det ikke i grunden det samme, du også har gået og tænkt på lige siden han var liden?

Ella Rentheim

Nej, det kan jeg ikke egentlig sige.

Fru Borkman

Ikke det? Hvorfor tog du dig da af ham? Dengang, da stormen var brudt løs over – over huset her.

Ella Rentheim

Du selv kunde jo ikke dengang, Gunhild.

Fru Borkman

Å nej, – jeg kunde jo ikke det. Og hans far, – han var lovlig undskyldt, – der han sad, – så godt forvaret –

Ella Rentheim

(oprørt). Å, at du kan få frem slige ord –! Du!

Fru Borkman

(med et giftigt udtryk). Og at du kunde bekvemme dig til at ta' dig af en, – en John Gabriels barn! Aldeles, som om det barn var dit eget –. Ta' det fra mig, – og rejse hjem med det. Og beholde det hos dig, år efter år. Til gutten blev næsten voksen. (ser mistænksom på hende.) Hvorfor gjorde du egentlig det, Ella? Hvorfor beholdt du ham?