Side:Ibsen Samlede Værker IV.djvu/346

„Anna, mit barn!“ hun skreg i sin ve;
da bævred den gråsprængte mand;
han fatted om skødet, drev roret i læ,
og båden var fast som en fugl at se,
slig foer den i brått og brand.

Den tørned, de sank; men havet var smult
derindenfor brændingens kreds;
opover rak sig en langgrund skjult,
der stod de i vand tilknæs.
Da råbte lorden „kend, — båens ryg —
den svigter, — det er ingen flu!“
Men lodsen smilte „nej vær De tryg;
en sunken skægte med tre tønder byg
er båen, som bær os nu.“

Der jog et minde om halvglemt dåd
lig et lyn over lordens træk —,
han kendte matrosen, som lå med gråd
iknæ på korvettens dæk!
Da skreg Terje Vigen „alt mit du holdt
i din hånd, og du slap det for ros.
Et øjeblik endnu, og gengæld er voldt — —“
da var det den engelske stormand stolt,
bøjed knæ for den norske lods.