Denne siden er korrekturlest
Men Terje stod støttet til årens skaft,
så rank som i ungdommens år;
hans øjne brandt i ubændig kraft,
for vinden flommed hans hår.
„Du sejled imag på din store korvet,
jeg rode min ringe båd!
jeg trælled for mine til døden træt,
du tog deres brød, og det faldt dig så let
at håne min bittre gråd.
Din rige lady er lys som en vår,
hendes hånd er som silke fin, —
min hustrus hånd den var grov og hård,
men hun var nu alligevel min.
Dit barn har guldhår og øjne blå,
som en liden Vorherres gæst;
min datter var intet at agte på,
hun var, Gud bedre det, mager og grå,
som fattigfolks børn er flest.
Se, det var min rigdom på denne jord,
det var alt, hvad jeg kaldte for mit.
Det tyktes for mig en skat så stor;
men det vejed for dig så lidt. —
