Denne siden er korrekturlest
Han hvidned om kinden, det lo om hans mund,
lig et smil, der omsider får magt.
Indover bar det, og højt på grund
stod lordens prægtige yacht.
„Den svigted kommando! I bådene ned!
Mylord og mylady med mig!
Den slår sig i splinter, — jeg ved besked —
men indenfor ligger den trygge led;
mit kølspor skal vise jer vej!“
Morilden brændte der skægten fløj
mod land med sin dyre last.
Agter stod lodsen, stærk og høj,
hans øje var vildt og hvast.
Han skotted i læ mod Gæslingens top,
og til luvart med Hesnæs-sund;
da slap han ror og stagsejl-strop,
han svinged en åre med bladet op
og hug den i bådens bund.
Ind stod sjøen med skumhvidt sprøjt — —
der raste på vraget en strid —:
men moderen løfted sin datter højt
på armen, af rædsel hvid.
