Side:Ibsen Samlede Værker I.djvu/66

at hines slummer er så ganske rolig
og drømmeløs. O, tro det ikke!

FURIA.
                             Tal!
Hvad drømmer dine venner?

CATILINA.
                        Du skal høre.--
Jeg stred i spidsen, med fortvilet sind,
og søgte døden under sværdets egg.
Til højre og til venstre segned alle;
Statilius faldt,--Gabinius, Manlius;
min Curius dræbtes, da mit bryst han dækked;
da alle faldt for blanke Romer-sværd,--
for hine sværd, som vraged mig alene.
Ja, Romas våben vraged Catilina.
Med brustent værge stod jeg, halvt bedøvet,
og sansed intet medens kampens bølger
mig overskylled. Samling vandt jeg først
da alt blev stilt omkring, og jeg så op,
og øjned slaget som et hav--langt bag mig!
Hvorlænge stod jeg der? Det véd jeg kun,--
jeg stod alene mellem mine døde.
Men der var liv i disse brustne øjne;
mundkrogene fortrak sig til et smil;
og smil og øjne retted de mod mig,
der stod alene oprejst mellem ligene,--
mod mig, der havde stridt for dem og Roma,--
mod mig, der stod igen foragtet, vraget
af Romas sværd. --Da døde Catilina.

FURIA.
Falskt har du tydet dine dødes drømme;
falskt har du tydet, hvad der dræbte dig.
Med smil og øjekast de bød dig ind
at sove, som de selv--

CATILINA.
                    Ja, hvis jeg kunde!

FURIA.
Vær trøstig,--genfærd af en fordums helt;
din hvilestund er nær. Kom; bøj dit hoved;--
nu vil jeg smykke dig med sejrens krans.
(hun rækker den imod ham.)

CATILINA.
Fy,--hvad er det? En valmuekrans--!

FURIA
(med vild lystighed).
                                Nu, ja,
er ikke valmuer smukke? De vil lyse
omkring din pande som en bræm af blod.

CATILINA.
Kast kransen væk! Jeg hader dette røde.

FURIA
(ler højt).
Du elsker mer de matte, blege farver?
Godt! Jeg vil hente dig den grønne sivkrans,