Side:Ibsen Samlede Værker I.djvu/67

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

som Silvia bar i de våde lokker,
da hendes lig flød op ved Tibers munding.

CATILINA.
Ah, hvilke syner--!

FURIA.
                  Skal jeg heller bringe
dig tidsel-klyngerne fra Romas torv,
med brune pletter af det borgerblod,
som strømmed for din hand, min Catilina?

CATILINA.
Hold inde!

FURIA.
         Eller lyster dig en løvkrans
af vinter-egen ved min moders hus,
der visned da en ung vanæret kvinde
med høje skrig sprang sansesløs i floden?

CATILINA.
Tøm alle hævnens skåler over mig
på engang ud--!

FURIA.
              Jeg er dit eget øje,--
dit eget minde og din egen dom.

CATILINA.
Men hvorfor _nu_--?

FURIA.
                  Ved målet skuer jo
den trætte vandrer på sin vej tilbage.

CATILINA.
O, står jeg ved mit mål? Er dette målet?
Jeg er ej levende,--og ej begravet.
Hvor ligger målet?

FURIA.
                 Nær,--såfremt du vil.

CATILINA.
Jeg har ej vilje mer; min vilje døde
da alt forspildtes, hvad jeg engang vilde.
(slår ud med hænderne.)
  Vig langt ifra mig, alle gustne skygger!
Hvad kræver I af mig, I mænd og kvinder?
Jeg kan ej skænke jer--! O, denne skare--!

FURIA.
Til jorden bunden er endnu din skygge.
Riv sønder disse tusend trådes net!
Kom, lad mig trykke kransen i dit hår;--
den har en stærk, en lægsom glemsels-kraft;
den dysser dig til ro! den dræber mindet.

CATILINA
(klangløst).
Den dræber mindet? Tør jeg tro dit ord?
Så tryk din giftkrans tæt omkring min pande.

FURIA
(sætter kransen på hans hoved).
   Nu er du smykket. Sådan skal du træde
for mørkets fyrste frem, min Catilina!

CATILINA.
Kom, lad os gå! Did ned jeg higer såre;--
jeg stunder hjem til alle skyggers land.
Lad os tilsammen gå! --Hvad fængsler mig?
Hvad binder mine skridt? Jeg føler bag mig
på morgenhimlens hvælv en tåget stjerne;--