Side:Ibsen Samlede Værker I.djvu/65

forhadte ansigtsdrag før de forstyrres
af sol, som rinder, og af ravn, som venter.

(vil gå, men studser og farer tilbage.)

  Hvad nu! Hvad glider over engen hist?
Er det kun sumpens dunster, som sig tætner
i morgenkulden til et samlet billed?
Nu nærmer det sig. --Catilinas skygge!
Hans genfærd--! Jeg kan se hans brustne øje,
hans kløvte skjold, hans klingeløse sværd;
jeg ser den hele døde mand; kun _et_,--
forunderligt,--døds-såret ser jeg ikke.

(Catilina kommer gennem skoven, bleg og mat, med sænket hoved og
forstyrrede blikke.)

CATILINA
(hen for sig).
    "Du falder for din egen hånd,--
    og dog en fremmed skal dig fælde."
  Så lød hans spådomsord. Nu er jeg falden--
skønt ingens hånd mig traf. Hvo løser gåden?

FURIA.
Vær hilset efter kampen, Catilina!

CATILINA.
Ah, hvo er du?

FURIA.
             Jeg er en skygges skygge.

CATILINA.
Dig er det, Furia! Du hilser mig?

FURIA.
Velkommen i vort fælles hjem! Nu kan
vi følges ad til Charons båd,--to genfærd.
Dog først--tag sejers-kransen af min hånd.

(hun plukker nogle blomster, som hun under det følgende fletter sammen
til en krans.)

CATILINA.
Hvad gør du der?

FURIA.
               Jeg smykke vil din pande.
Men hvorfor kommer du alene hid?
En høvdings skygge skulde følges af
ti tusend faldne. Hvor er dine venner?

CATILINA.
De sover, Furia!

FURIA.
               De sover end?

CATILINA.
De sover end-- og de vil sove længe.
De sover alle. List dig gennem skoven;
kig ud på sletten,--tyst; forstyr dem ikke!
der vil du finde dem i lange rader.
De slumred ind ved sværdes vuggesang;
de slumred ind,--og vågned ej, som jeg,
da sangen tabte sig bag fjerne højder.
Et genfærd kaldte du mig. Ja, jeg er
et genfærd af mig selv. Men tro blot ej