Side:Ibsen Samlede Værker I.djvu/54

Ah, hvor selsomt velbekendte
  tyktes mig de to!
Snart den enes smil mig vugged
  i en salig ro;
snart den andens hvasse øjne
  gnistred som et lyn;
skræk mig greb,--og dog jeg fulgte
  gerne dette syn.
Stolt og oprejst står den ene,
  og den anden lænes til
bordet, hvor de tykkes spille
  et forborgent brikkespil.
Brikker bytter de og flytter
  om fra sted til sted;--
da er spillet tabt og vundet,
  og i jorden synker ned
hun, som spillet tabte, kvinden
  med det lyse smil;
og de smykte børneklynger
  viger bort med il.
Larmen stiger; mørket vokser;
  men fra mulmets skød
fæster sig på mig to øjne
  som i sejers-glød;
svimmel griber mig; de blanke
  øjne ser jeg kun.
Men hvad mer jeg drømte siden
  i min feberblund
ligger under glemsels-dækket
  i mit indre gemt.
Kunde jeg blot resten mindes.
  Ak, det er forglemt!

MANLIUS.
Forunderlig i sandhed, Catilina,
er denne drøm.

CATILINA
(grublende).
             Hvis blot jeg kunde mindes--.
Men nej; det lykkes ikke--

MANLIUS.
                        Ængst dig ej
med disse tanker. Hvad er drømme vel?
Indbildninger og tomme hjernespind,
betydningsløse, uden grund og mening.

CATILINA.
Ja, du har ret; jeg vil ej gruble mere;--
nu er jeg rolig. Gå kun, Manlius;
hvil dig en stund. Jeg vandrer her imens
i enrum med mig selv og mine anslag.

(Manlius går ind i skoven.)

CATILINA
(går en tidlang op og ned ved vagtilden, der er ifærd med at slukkes;
derpå standser han og siger tankefuld):
Hvis blot jeg kunde--. Ah, det er umandigt
at ængstes og at gruble over sligt.
Og dog--i denne tause midnatstime,
i denne ensomhed, mig træder atter
så levende for øje, hvad jeg drømte--

(Et skyggebillede, i lignelse af en olding i rustning og toga, skyder
ligesom op af jorden et stykke fra ham inde mellem trærne.)

CATILINA
(viger tilbage for skyggen).
I guders magt--!

SKYGGEN.
               Vær hilset, Catilina!

CATILINA.
Hvad vil du mig? Hvo er du, blege skygge?

SKYGGEN.
Vent! Jeg har retten til at spørge her,--