Side:Ibsen Samlede Værker I.djvu/55

og du skal svare. Kender du ej mere
fra længst forsvundne tider denne røst?

CATILINA.
Så tykkes mig; dog véd jeg ikke visst--.
Men sig,--hvem søger du i midnatstimen?

SKYGGEN.
Dig søger jeg. Vid, denne time kun
er mig forundt til vandringsfrist heroppe.

CATILINA.
Ved alle guder, tal! Hvo er du?

SKYGGEN.
                              Stille!
Jeg kommer hid at kræve dig til regnskab.
Hvi under du mig ikke gravens fred?
Hvi driver du mig op af dødens bolig?
Hvi bryder du min glemsel og min hvile,
så jeg må søge dig med truslers hvisken
og værne om min dyrekøbte hæder?

CATILINA.
Ah, denne røst--! Jeg aner og jeg mindes--

SKYGGEN.
Hvad er tilovers af min herskermagt?
En skygge som jeg selv; ja, knapt en skygge.
Vi begge sank i grav--og blev til intet.
Dyrt købtes den; dyrt, dyrt var den erhvervet.
Den havde kostet mig min ro i livet;
på fred i graven gav for den jeg afkald.
Og nu vil du med en forvoven hånd
frarive mig, hvad end jeg har tilbage!
Er der ej veje nok til store værker?
Hvi vælger du just den, som jeg har valgt?
Min magt nedlagde jeg i livet alt.
Mit navn,--så tænkte jeg,--skal evig stå,
ej venligt glimtende som stjernens øje,--
nej, som et lyn på nattehimlen fæstet!
Ej vilde jeg, som hundreder før mig,
ved ædelsind og milde dyder mindes;
ej vilde jeg beundres;--denne lod
blev alt så mangens og vil blive det
til tidens ende. Nej, af blod og rædsel
jeg vilde bygge mig mit eftermæle!
I stum forfærdelse, som mod et luftsyn,
der viser sig og svinder, lig en gåde,--
man skulde stirre på min færd tilbage
og skotte op mod mig, hvem aldrig nogen,--
ej før, ej siden, vovede at nå!--
Således drømte jeg,--og blev bedragen.
Du stod mig nær; hvi aned det mig ikke,