Side:Ibsen Samlede Værker I.djvu/53

kun på mit øje vil ej søvnen dvæle.
Koldt blæser vinden, den skal kvæge mig
og skænke kræfter--. Ah, de trænges til!
(bemærker Manlius.)
  Dig er det, gamle Manlius? Du våger
alene her den mørke nat?

MANLIUS.
                       Jeg har,
da du var barn, bevogtet dig så tidt.
Sig, mindes du det ej?

CATILINA.
                     Den tid er borte;
med den min ro; og hvorsomhelst jeg går,
forfølges jeg af mangehånde syner.
Alt, Manlius,--alt huses i mit bryst;--
kun ikke freden. Den er i det fjerne.

MANLIUS.
Forjag de sørgelige tanker. Hvil dig!
Husk på at morgendagen kræve tør
din fulde kraft i kamp for alles frelse.

CATILINA.
Jeg kan ej hvile. Lukker jeg mit øje
for i en flygtig blund at finde glemsel,
da tumles jeg i underlige drømme.
Så lå jeg nys på lejet, halvt i slummer,
da trådte atter disse syner frem,
mer sært, end nogensinde,--mer forblommet
og gådefuldt--Ah, hvis jeg fatted kun
hvad dette varsler mig! Men, nej--

MANLIUS.
                                Betro mig
din drøm; måske jeg kunde tyde den.

CATILINA
(efter et ophold).
Om jeg slumred eller våged,
  véd jeg ikke visst;
tusend tanker jog hinanden
  uden ro og rist.
Se, da lægger sig omkring mig
  mulm og skumring brat;
og sin brede vinge sænker
  i min sjæl en nat,
kun af lynblink gennemkrydset,
  mørk og rædselsfuld;
og jeg ser mig i en hvælving,
  klam som gravens muld.
Højt er taget, ligt en himmel,
  tordenskybelagt;
skyggers skarer, skyggers vrimmel,
  ånders vilde jagt,
hvirvler sig forbi og suser,
  som når havets bryst
drager stormens vejr og knuses
  mod en stenet kyst.
Dog, midt i denne vilde vrimmel
  titter stundom frem
blomstersmykte børn og synger
  om et halvglemt hjem.
Rundt omkring dem viger mørket
  for en lysning klar,--
og i rummets midte skimter
  jeg et ensomt par;
tvende kvinder,--streng den ene
  og som natten sort,--
og den anden mild, som dagen,
  når den flygter bort.