Side:Ibsen Samlede Værker I.djvu/49

mod undertrykkerne, og følger os,
og slutter sig til Catilinas skarer.

OLLOVICO.
Hård bliver kampen. End er Roma mægtigt.

AMBIORIX.
Det voves må. Afsted, Ollovico!

FURIA
(råber advarende til dem).
Ve over eder!

AMBIORIX
(farer sammen).
            Alle guder!

OLLOVICO
(forfærdet).
                      Hør!
En stemme varsler os i nattens mørke!

FURIA.
Ve over eders folk!

OLLOVICO.
                  Hist står hun, broder,--
den blege varselsfulde skygge; se!

FURIA.
Ve over dem, der følger Catilina!

AMBIORIX.
Hjem; hjem! På flugt! Vi bryder alle løfter.

OLLOVICO.
En røst har varslet os; vi lyder røsten.

(de går hurtig ud til højre.)

(Catilina kommer ud fra huset i baggrunden.)

CATILINA.
Fortvilet håb--at ville styrte Roma
med denne skare nidinger og fejge!
Hvad driver dem? De vedgår det med frækhed,--
kun nød og rovlyst driver dem til handling.
Er det vel møjen værd, for slige formål
at øde blod? Hvad har da jeg at vinde?
Hvad at erhverve mig?

FURIA
(usynlig bag trærne).
                    Hævn, Catilina!

CATILINA
(farer sammen).
Hvo talte der! Hvo vækker hævnens ånder
af søvnen op? Kom denne røst ifra
mit eget indre? Hævn? Ja, det er ordet,--
mit løsen og mit krigs-skrig! Blodig hævn!
Hævn over alle håb og alle drømme,
som mig en fiendtligsindet skæbne knuste!
Hævn for mit hele sønderbrudte liv!

(De sammensvorne kommer bevæbnede ud fra huset.)

LENTULUS.
End ruger nattemørket over staden;
nu er det tid at bryde op.

FLERE
(hviskende).
                         Afsted!

(Aurelia kommer ud fra sidebygningen uden at bemærke de sammensvorne.)

AURELIA.
Min elskte,--er du her?

CATILINA
(med et skrig).
                      Aurelia!

AURELIA.
Sig,--har du ventet på mig?
(får øje på de sammensvorne og iler hen til ham.)
                          Milde guder!

CATILINA
(støder hende tilside).
Bort fra mig, kvinde!

AURELIA.