Side:Ibsen Samlede Værker I.djvu/48

FURIA.
Da har jeg glemt at Catilina var.
Da er mit hverv tilende. Kræv ej mere!

CURIUS.
For denne pris jeg skulde--?

FURIA.
                           Nøler du?
er da dit håb så svagt, at det ej bygger
på, hvad en taksom kvinde skænke kan,
når tiden først--?

CURIUS.
                 Ved alle nattens magter,--
jeg nøler ej! Han ene skiller os.
Så lad ham falde! Slukt er hver en gnist
af ømhed for ham; alle bånd er brustne!--
Hvo er du, skønne nattesyn? Din nærhed
forstener og fortærer mig på engang.
Min længsel isner mig,--min skræk mig ildner;
min elskov er som had med trolddom blandet.
Hvo er jeg selv? Jeg kender mig ej mere.
Et véd jeg kun: jeg er ej den, jeg var
før dig jeg så. Glad springer jeg i dybet
for dig at følge!--Dømt er Catilina!
Jeg går til Kapitol. I denne nat
senatet samlet er. En skreven strimmel
forråder Catilinas værk.--Lev vel!

(han går ilsomt ud.)

FURIA
(for sig selv).
Alt tårner skyer sig; snart lynet knitrer.
Det lakker brat mod enden, Catilina;--
med store skridt du går imod din grav!

(Allobrogernes udsendinge, Ambiorix og Ollovico kommer ud fra huset uden
at bemærke Furia, der står halvt skjult i skyggen inde mellem trærne.)

AMBIORIX.
Så er det da besluttet. Vovsomt var det
at knytte sig til dette forbund.

OLLOVICO.
                               Ja;
men rådets afslag på hvert billigt krav
lod ingen anden vej til redning åben;
og sejrens løn, hvis vore venner sejrer,--
opvejer vel den farefulde dyst,
der snart os venter nu.

AMBIORIX.
                      Så er det, broder!

OLLOVICO.
Løsrivelse fra Romas herrevælde,--
vor tabte frihed er vel værd en kamp.

AMBIORIX.
Ad kortest vej vi haste må til hjemmet;
i hele Gallien må vi oprør tænde.
Let egges alle stammer der til rejsning