Side:Ibsen Samlede Værker I.djvu/34

CATILINA.
(farer tilbage).
Hvo taler? Hvilken stemme varsler hist?
En ånderøst fra underverdnens skygger!

FURIA
(træder frem i måneskinnet).
Jeg er din skygge.

CATILINA
(forfærdet).
                 Vestalindens genfærd!

FURIA.
Dybt må du være sunken, hvis du ræddes
for mig.

CATILINA.
       Tal! Er du stegen op af graven
for at forfølge mig med had og hævn?

FURIA.
Forfølge,--siger du? Jeg er din skygge.
jeg må ledsage dig, hvorhen du går.

(hun nærmer sig.)

CATILINA.
Hun lever! Guder,--det er hende selv,
og ingen ånd!

FURIA.
            Ånd eller ikke,--det
er lige meget; jeg ledsager dig.

CATILINA.
Med blodigt had!

FURIA.
               I graven slukner hadet,
som kærligheden og som alle drifter,
der næres i en jordisk barm. Kun _et_
står fast i liv og død og kan ej ændres.

CATILINA.
Og hvad? Sig frem!

FURIA.
                 Din skæbne, Catilina!

CATILINA.
Min skæbne kender kun de vise guder--
ej noget menneske.

FURIA.
                 Jeg kender den.
Jeg er din skygge;--gådefulde bånd
os sammenknytter.

CATILINA.
                Det er hadets.

FURIA.
                             Nej!
Steg nogen ånd fra gravens kvalme dyb
med hads og hævns begær? Hør, Catilina!
Jeg slukket har i underverdnens floder
hver jordisk ild, der rased i mit bryst.
Som her du ser mig, er jeg ikke længer
hin Furia,--hin vilde, harmoptændte,--
du engang elsked--

CATILINA.
                Hader du mig ej?

FURIA.
Nu ikke mere. Da jeg stod i graven,--
da jeg på skillevejen mellem livet
og døden vakled, næste stund beredt
at gæste underverdnen,--se, da greb
en selsom gysning mig; jeg véd ej selv--;