Side:Ibsen Samlede Værker I.djvu/33

CATILINA
(ser efter hende).
Nu er hun borte. Ah, det letted mig!
Aflægge kan jeg denne byrdefulde
forstillelse, det skin af frejdighed,
som findes mindst af alt i dette hjerte.
Hun er min gode ånd. Hun vilde sørge,
ifald hun så min tvil. Jeg må den skjule.
Dog, denne tause stund jeg vier ind
til en betragtning af mit spildte liv.--
Ah, lampen der forstyrrer mine tanker;--
mørkt må her være,--mørkt, som i min sjæl!

(slukker lampen ud; månen skinner ind gennem søjlerne i baggrunden.)

For lyst,--for lyst endnu! Dog, lige meget;--
det matte måneskin sig passer godt
til dette dunkle halvlys, der omhyller,--
der stedse har omhyllet mine veje.
  Hm, Catilina, så er denne dag
din sidste; alt imorgen er du ej
hin Catilina mer, du før har været.
Fjernt i det øde Gallien skal mit liv
henrinde ukendt som en flod i skoven.--
Nu er jeg vågnet op af alle drømme
om magt, om storhed, om et dådrigt levnet;--
de svandt som duggen; i mit indres nat
var deres tumleplads;--dem ingen kendte.
  Det er ej denne dumpe døs og ro,
afstængt fra verdens larm, som skræmmer mig.
Hvis blot et øjeblik jeg kunde lyse
og flamme som en stjerne i sit fald,--
hvis blot jeg en gang med en herlig dåd
fik knytte mig og navnet "Catilina"
til ry og til udødelige sagn,--
da skulde jeg med fryd, i sejrens stund,
forlade alt,--ty til en fremmed strand;
jeg skulde støde dolken i mit hjerte;
dø fri og glad;--thi da jeg havde levet!
  Men denne lod er døden uden liv.
Er sådant muligt? Skal jeg så forgå?
(med oprakte arme.)
Et vink, I vrede guder,--at det er
min skæbne, glemt og sporløst at forsvinde
fra livet!

FURIA
(udenfor bag søjlerne).
         Nej, det er ej, Catilina!