Side:Ibsen Samlede Værker I.djvu/32

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

som bandt til Roma mig, er overhugget
for alle tider.

AURELIA.
Jeg har pakket sammen
vor smule ejendom. Det er ej meget;--
dog nok for nøjsomheden, Catilina!

CATILINA
(i tanker).
Ja, mer end nok for mig, som tabte alt.

AURELIA.
O, grubl ej over, hvad der ej kan ændres;--
forglem, hvad du--

CATILINA.
                Vel den, der kunde glemme,--
der kunde rive mindet ud af sjælen,
og alle håb, og alle ønskers mål!
Det kræver tid, før jeg så vidt kan komme;
men jeg vil stræbe--

AURELIA.
                  Jeg vil hjælpe dig;
og du skal finde lindring for dit savn.
Dog, bort herfra vi må så snart som muligt.
Her taler livet til dig som en frister.--
Ej sandt,--vi rejser end i denne nat?

CATILINA.
Jo, jo,--i denne nat, Aurelia!

AURELIA.
En ringe sum, som endnu var tilbage,
jeg samlet har; til rejsen er det nok.

CATILINA.
Godt, godt! Mit sværd jeg for en spade sælger.
Ah, hvad er sværdet mere vel for mig!

AURELIA.
Du rydder jorden; jeg vil dyrke den.
Snart om vort hjem i blomsterflor skal spire
en rosenhæk og venlige kærminder,
som varsel for at tiden snart er nær,
da du hvert fortidsminde hilse kan
som ungdomsven, når det din sjæl besøger.

CATILINA.
Den tid, Aurelia? Jeg frygter, elskte,--
den ligger end i fremtids fjerne blå.
(med lettere udtryk.)
  Dog gå, min hustru; hvil dig lidt derinde.
Kort efter midnat vil vi bryde op;--
da blunder staden dybest i sin slummer,
og ingen aner, hvor vi flygter hen.
Den første morgenrøde skal os finde
langt--langt herfra; i laurbærlundens ly
vi hviler os på græssets bløde teppe.

AURELIA.
En ny tilværelse for os frembryder,--
mer glæderig, end den, vi slutted her.
Nu vil jeg gå. En times rolighed
mig skænker kraft--. Godnat, min Catilina!

(hun omfavner ham og går.)