Side:Ibsen Samlede Værker I.djvu/35

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

der foregik en underlig forvandling;--
bort flød mit had, min hævn, min hele sjæl;
hvert minde svandt og hver en jordisk higen;--
kun navnet "Catilina" skrevet står
med ildskrift, rødt, som fordum, i min barm.

CATILINA.
Forunderligt! Vær, hvo du være vil,--
et menneske, en underverdnens skygge,--
der ligger dog en grufuld trylledragning
i dine ord, i dine sorte øjne.

FURIA.
Dit sind er stærkt som mit; og dog du vil
forsagt og tvilsom slippe hvert et håb
om sejr og vælde. Fejgt du vender ryggen
den skueplads, hvor dine dunkle anslag
i lys og modning kunde foldes ud!

CATILINA.
Jeg må! En ubønhørlig skæbne vil det.

FURIA.
Din skæbne? Hvortil fik du heltens kraft,--
om ej til kamp mod, hvad du skæbnen kalder?

CATILINA.
Ak, jeg har kæmpet nok! Var ej mit liv
en stadig kamp? Og hvad er kampens frugter?
Foragt og skændsel--!

FURIA.
                    Du er dalet dybt.
Du higer mod et højt forvovent mål;
vil gerne nå det; og du skrækkes dog
af hver en hindring.

CATILINA.
                   Frygt er grunden ej.
Det mål, jeg satte mig, er uopnåeligt;--
det hele var en flygtig ungdomsdrøm.

FURIA.
Nu skuffer du dig selv, min Catilina!
Du kredser endnu om det ene formål;--
din sjæl er stor,--en Romer-hersker værdig,--
og du har venner--. Ah, hvi nøler du?

CATILINA
(i eftertanke).
Jeg skal--? Hvad mener du--? Med borgerblod--?

FURIA.
Er du en mand,--og har ej kvindemod?
Har du forglemt hin raske Romerinde,
der søgte tronen over fader-liget?
Jeg føler mig en Tullia;--men du?
Foragt dig selv;--foragt dig, Catilina!

CATILINA.
Skal jeg foragte mig, fordi mit sind
ej længer huser vild ærgerrighed?

FURIA.
Her står du på en korsvej i dit liv.
Hist venter dig en tom og dådløs færden,--