da råber jeg min blomsterfyrstes navn
og binder laurbærkransen om hans tinde! —
Men hvorfor blegner du? Du knuger vildt
min hånd, — og selsomt flammer dine blikke —
CATILINA. Ve mig, Aurelia; din fryd er spildt; —
didhen at føre dig formår jeg ikke.
Det kan jeg aldrig mer!
AURELIA. Du skrækker mig!
Dog, ikke sandt, — du spøger, Catilina?
CATILINA. Jeg spøge! O, hvis blot det var en spøg!
Men hvert dit ord, lig hævnens hvasse pile,
igennemborer dette pinte bryst,
som skæbnen aldrig vil forunde hvile.
AURELIA. I guder; tal! Hvad mener du?
CATILINA. Se her!
Her er dit landsted, — her din fremtids glæde!
AURELIA. O, du har solgt —?
CATILINA. Alt solgte jeg idag; —
og i hvad hensigt? Ah, for at bestikke —
AURELIA. Tal ikke mere! Lad os ikke tænke
på denne sag; det volder jo kun sorg.
CATILINA. Mig knuser tifold mer dit stille tålmod,
end selv et smertesskrig ifra din læbe!
SOLDATEN. Tilgiv mig, herre, at jeg træder ind
så sent på dagen, umeldt, i din bolig.
Vær ikke vred —
CATILINA. Hvad er dit ærend her?
SOLDATEN. Mit ærend er en ydmyg bøn. Du sikkert
vil høre den. Jeg er en fattig mand,
som ofret har min kraft for Romas hæder.
Nu er jeg svækket, kan ej tjene længer,
og mine våben hænger rustne hjemme.
Min alders håb stod til min søn. Han har
med sine hænders arbejd mig ernæret.
Ak, — for en gæld han sidder fængslet nu.
Og ingen redning —. Hjælp mig; hjælp mig, herre! (knælende.)
En liden skærv! Jeg vandret har fra hus
til hus; men hver en dør forlængst var lukket.
Jeg véd ej udvej mer —
CATILINA. Det ligner dem!
