Se her et billed på de manges nød.
Så lønner man den tapre gamle skare.
Ej findes taksomhed i Roma længer!
Der var en tid, da jeg i billig harm
gad straffe dem med sværd og røde flammer;
men bløde ord har lydt til mig for nylig;
mit sind er barnemildt; jeg vil ej straffe; —
at lindre sorgen er jo og en gerning. —
Der, gamle kriger; — klar med det din gæld. (han rækker ham pungen med guldpengene.)
SOLDATEN (rejser sig). O, gode herre, — tør jeg tro dit ord?
CATILINA. Ja; skynd dig, gubbe; løs din alders håb. (Soldaten går hurtig bort.)
CATILINA. En bedre brug, — ej sandt, Aurelia? —
end til bestikkelser og stemmekøb.
Vel er det skønt at knuse voldsmænds magt;
men stille trøst har også sin belønning.
AURELIA (kaster sig i hans arme). O, rig og ædel er endnu din sjæl.
Nu kender jeg igen min Catilina!
FURIA. Det drøner hult. Det tordner visst deroppe.
Det lyder til mig helt herned i graven.
Men graven selv, den er så stille — stille!
Er jeg til døsig ro da evig dømt?
Skal end ej her ad sammenslyngte veje
jeg vandre frem, som stedse var min lyst? (efter et ophold.)
Det var et selsomt liv; — en selsom skæbne.
Lig stjerneskuddet alting kom — og svandt.
Han mødte mig. En lønlig trolddomsmagt,
en indre samklang drog os mod hinanden.
Jeg var hans hævngudinde, — han mit offer; —
men straffen fulgte hævnerinden brat. (atter ophold.)
Nu er det lyst deroppe. — Fjernes jeg
nedad — umærkeligt — fra lysets bolig?
Ah, vel mig, hvis så er, — hvis denne dvælen
i gravens skød i grunden er en flugt
på lynets vinger ned mod mørkets lande, —
hvis alt jeg nærmer mig den brede Styks!
