Side:Ibsen Samlede Værker I.djvu/25

Der er det skønt; der hersker stille fred;
der triller bølgen lydløst imod stranden;
der lægger han de trætte lemmer ned,
og kølig aftenvind omvifter panden; —
den jager bort hver sorgens mørke sky;
en trøstig ro blir i hans sind tilbage; —
der dvæler han og finder kvægsomt ly
og glemsel for de svundne tunge dage.
Den fjerne genlyd kun af verdens larm
formår at trænge til hans lune bolig.
Den bryder ikke freden i hans barm; —
den gør hans sjæl end mere glad og rolig;
den minder ham om den forsvundne tid,
med knuste formål og med vilde glæder;
han finder dobbelt skønt det stille liv —
og bytter ej med nogen Romers hæder,
CATILINA. Du taler sandhed; og i denne stund
jeg kunde følge dig fra strid og tummel.
Men kan du nævne mig så dulgt et sted,
at vi kan leve der i ly og stilhed?
AURELIA (glad). Du vil, min Catilina! Hvilken fryd, —
o, mere rig, end dette bryst kan rumme!
Så lad det ske! Endnu i denne nat
afsted vi drager —
CATILINA. Hvorhen skal vi drage?
Nævn mig den plet, hvor hjemlig jeg tør lægge
til ro mit hoved!
AURELIA. Kan du sådan tale?
Har du forglemt vort lille landsted, hvor
min barndom svandt, og hvor vi siden glade,
i elskovs første lykkelige tid,
har levet mange muntre sommerdage?
Hvor var vel græsset mere grønt end der?
Hvor større kølighed i skovens skygge?
Den hvide villa mellem mørke trær
fremtitter, vinkende til rolig hygge.
Did flygter vi og vier ind vort liv
til landlig syssel og til fredsom glæde; —
der skal opmuntre dig en kærlig viv;
med kys hun skal enhver din kummer sprede. (smilende.)
 Og når, med markens blomster i din favn,
du træder ind til mig — din herskerinde, —