Side:Ibsen Samlede Værker I.djvu/24

hvordan, for stemmer at erhverve mig,
jeg har forødt —
AURELIA. O, ti, min Catilina;
det smerter mig —
CATILINA. Du laster og min færd?
Hvad bedre middel havde jeg at vælge? —
Til ingen nytte spildte jeg mit eje;
kun spot og skændsel blev min hele vinding.
Nys i senatet har min avindsmand,
den træske Cicero, mig trådt i støvet.
Hans tale var en skildring af mit liv,
så skrigende, at selv jeg måtte gyse.
I hvert et blik jeg læste skræk og gru;
med afsky nævnes navnet Catilina;
til efterslægten vil det bringes, som
et billed på en fæl og rædsom blanding
af tøjlesløshed og af uselhed,
af hån og trods mod alt, hvad der er ædelt. —
Og ingen dåd får rense dette navn
og slå til jorden, hvad man fult har løjet!
Enhver vil tro, hvad rygtet har fortalt —.
AURELIA. Men jeg, min husbond, tror ej slige rygter.
Lad hele verden end fordømme dig;
lad dem kun skændsel på dit hoved dynge; —
jeg véd, du gemmer inderst i dit sind
en spire, som kan sætte blomst og frugt.
Dog, her formår den ej at bryde frem;
og giftigt ukrudt vil den snarlig kvæle.
Lad os forlade dette lastens hjem; —
hvad binder dig? Hvi skal vi her vel dvæle?
CATILINA. Jeg skulde rømme marken, — drage bort?
Jeg skulde slippe mine største tanker?
Den druknende — endskønt foruden håb —
sig klynger fast dog til de knuste planker;
og sluges vraget af den våde grav,
og er det sidste skimt af redning svunden, —
den sidste planke han med sidste kraft
omklamrer, synkende med den til bunden.
AURELIA. Men hvis en gæstmild kyst tilsmiler ham
med grønne lunde langsmed havets vove,
da vågner håbet atter i hans barm, —
han stræber did, imod de lyse skove.