Side:Ibsen Samlede Værker I.djvu/19

FURIA. Jeg vidste det! Din sjæl, og ingen anden,
er skabt for mig, — så råber lydt en røst,
som aldrig fejler og som ej bedrager.
Så kom! O, kom — og lad os følge røsten!
CATILINA. Hvad mener du, min skønne sværmerinde?
FURIA. Kom, — lad os flygte langt fra dette sted;
et nyskabt fedreland vi vil os finde.
Her kues åndens stolthed og dens flugt;
her slukker lavhed hver en herlig funke
før den til flammers leg får blusse frem.
Kom, lad os flygte; — se, for frihedssindet
er hele jordens kreds et fædrehjem!
CATILINA. O, mægtig tryllende du drager mig —
FURIA. Så lad os nytte dette øjeblik!
Højt over fjelde; vidt bag havets flade, —
langt, langt fra Roma stanser først vor flugt.
Dig følger sikkert tusend venners skare;
i fjerne lande fæster vi vort bo;
der hersker vi; der skal sig åbenbare,
at intet hjerte slog som disse to!
CATILINA. O, skønt! — Men flygte? Hvorfor skal vi flygte?
Se, her kan også frihedsflammen næres;
her findes og en mark for dåd og handling,
så stor, som selv din sjæl begærer den.
FURIA. Her, siger du? Her, i det usle Roma,
hvori kun slavesind og voldsmagt findes?
Ah, Lucius, er også du blandt dem,
som uden rødme Romas fortid mindes?
Hvo råded fordum her? Hvo råder nu?
Dengang en helteflok, — og nu en skare
af trælles trælle —
CATILINA. Spot mig også du; —
men vid, — for Romas frihed at bevare,
for end engang at se dets sunkne glans,
med glæde jeg, som Curtius, mig styrted
i svælget ned —
FURIA. Dig tror jeg; dig alene;
dit øje brænder; du har sandhed talt.
Dog, gå; thi snart prestinderne kan ventes;
på denne tid de plejer samles her.
CATILINA. Jeg går; dog kun for atter dig at møde.