Side:Ibsen Samlede Værker I.djvu/18

Hvert herligt håb, hver tanke, som jeg nærte,
er slukt i dette hjerte, — gennemstrømt
af febergysen snart, og snart af gløden,
mer hed og brændende end flammen der. —
 Ah, hvilken skæbne! Og hvad var vel brøden,
som fængsled mig til dette tempel her, —
som røved mig enhver min ungdomsglæde, —
i livets varme vår hver skyldfri lyst?
 Dog ingen tåre skal mit øje væde;
kun hævn og had beliver dette bryst.
CATILINA (træder frem). Og heller ej for mig en anden lue —
en mere blid — du nærer, Furia?
FURIA. I guder; Du, forvovne, her igen?
Du frygter ej —?
CATILINA. Jeg kender ikke frygt.
Det stedse var min lyst at trodse faren.
FURIA. O, herligt; herligt! Så er og min lyst; —
og dette tempel hader jeg des mere,
fordi jeg lever her i stadig tryghed,
og ingen fare bag dets mure bor.
 O, denne tomme handlingsløse færden,
et liv, så mat, som lampens sidste blus —!
Hvor trang en tumleplads for al min fylde
af vide formål og af hede ønsker!
At knuges sammen mellem disse vægge; —
her stivner livet; håbet slukkes ud;
her sniger dagen døsig sig til ende,
og ingen tanke rettes mod en dåd.
CATILINA. Ah, Furia, hvor selsom er din tale!
Den er som genlyd fra min egen barm, —
som om med flammeskrift du vilde male
enhver min higen, svulmende og varm.
Så knuger naget også dette hjerte;
som dit — af hadet, hærdes det til stål;
som dig, mig røvedes hvert håb, jeg nærte;
mit levnet er — som dit — foruden mål.
 Og dog jeg gemmer taus min kval, mit savn;
og ingen aner, hvad der gløder i mig.
De håner og foragter mig, — de usle;
de fatter ej, hvor højt mit hjerte slår
for ret og frihed, og for alt, hvad ædelt
bevæged sig i nogen Romers sind.