Side:Ibsen Samlede Værker I.djvu/17

(I Vesta-templet i Rom. På et alter i baggrunden brænder en lampe med den hellige ild.) (Catilina, fulgt af Curius, kommer listende ind mellem søjlerne.)

CURIUS. Hvad, Catilina, — hid du fører mig?
I Vestas tempel!
CATILINA (leende). Nu ja; som du ser!
CURIUS. I guder, — hvilket letsind! End idag
har Cicero i rådet tordnet mod dig;
og dog du kan —
CATILINA. O, lad det være glemt!
CURIUS. Du er i fare, og forglemmer den —
ved blindt at styrte dig ind i en anden.
CATILINA (muntert). Forandring er min lyst. Jeg aldrig ejed
en vestalindes elskov, — den forbudne; —
thi kom jeg hid at friste lykkens gunst.
CURIUS. Hvad siger du? Umuligt! Det er spøg!
CATILINA. En spøg? Ja visst, — som hver min kærlighed; —
men alvor er dog, hvad jeg nys dig sagde.
Ved sidste skuespil jeg så på torvet
prestinderne i stort og festligt optog.
Tilfældigvis på en af dem jeg sænked
et øjekast, — og med et flygtigt blik
hun mødte mit. Det trængte gennem sjælen.
Ah, dette udtryk i det sorte øje
jeg aldrig så hos nogen kvinde før.
CURIUS. Det vil jeg tro. Men sig, — hvad fulgte siden?
CATILINA. I templet har jeg vidst at slippe ind,
har flere gange set og talt med hende.
O, hvilken forskel mellem denne kvinde
og min Aurelia.
CURIUS. Du elsker begge
på engang? Nej, — det kan jeg ej forstå.
CATILINA. Besynderligt. Jeg fatter det ej selv.
Og dog — jeg elsker begge, som du siger.
Men hvor forskellig er ej denne elskov!
Aurelia er øm og stemmer tidt
med blide ord mit sind til ro og mildhed;
hos Furia —. Gå, gå; der kommer nogen.(de skjuler sig mellem søjlerne.)
FURIA (kommer ind fra den anden side). Forhadte haller, — vidner til min smerte,
hjem for den kval, hvortil jeg er fordømt!