Side:Ibsen Samlede Værker I.djvu/20

En tryllekraft mig fængsler til din side; —
så stolt en kvinde så jeg aldrig før.
FURIA (med et vildt smil). Da lov mig et; og sværg, at du vil holde,
hvad du mig lover. Vil du, Lucius?
CATILINA. Alt vil jeg, hvad min Furia forlanger;
byd over mig, og sig, hvad jeg skal love.
FURIA. Så hør. Skønt her jeg som en fange lever,
jeg véd, i Roma færdes der en mand,
hvem jeg har svoret fiendskab til døden —
og had bag gravens sorte skygger selv.
CATILINA. Og så —?
FURIA. Så sværg, — min fiende skal vorde
til døden din. Vil du, min Lucius?
CATILINA. Det sværger jeg ved alle store guder!
Det være svoret ved min faders navn
og ved min moders minde —! Furia, —
hvad fattes dig? Dit øje flammer vildt, —
og marmorhvid, som ligets, er din kind.
FURIA. Jeg véd det ikke selv. — En ildflod strømmer
igennem mig. Sværg! Sværg din ed til ende!
CATILINA. Udøs, I vældige, på denne isse
al eders harm, og lad jer vredes lyn
mig sønderknuse, hvis min ed jeg bryder:
en dæmon lig jeg skal forfølge ham!
FURIA. Alt nok; jeg tror dig. Ah, min barm det letted.
I dine hænder hviler nu min hævn.
CATILINA. Udføres skal den. Dog, nu sig mig blot, —
hvo er din fiende? Hvad var hans brøde?
FURIA. Ved Tibers bredder, langt fra stadens larm,
min vugge stod; der var mit stille hjem.
En elsket søster leved der med mig,
til vestalinde kåret alt som barn. —
Da kom en niding til vor fjerne egn; —
han så den unge vordende prestinde —
CATILINA (overrasket). Prestinde? Sig mig —! Tal —!
FURIA. Han skænded hende.
Hun søgte sig en grav i Tiber-strømmen.
CATILINA (urolig). Du kender ham?
FURIA. Jeg så ham ingensinde.
Alt var forbi, da sorgens bud mig bragtes.
Nu kender jeg hans navn.
CATILINA. Så nævn det da!