kjedel, som surrede over ilden. Svensken havde selv bragt med sig bønner til kogningen.
De fiskene, fortalte han, havde han taget oppe i Bjønnsjøen og skulde forære dem til procuratoren paa Gihle. Ikke for betaling. Procuratoren var slig en gild og bra kar, som rigtig skjønte paa, at én vilde gjøre det mindste til gjengjæld. Og ørretten var blevet borte fra Gihletjernet, siden de satte karusser i det. Det var med de dyrene som med sau og svin, de trivdes ikke i samme havnehagen.
Kaffen blev kogt og skjænket op i spølkummer og sysagerne ryddet væk fra bordet. Mens de, drak, lagde Palmstrøm ud om processen angaaendes Romstadmarken, og saa ilde det var, at hadelændingen paa Hoff vilde vælte sig ind paa procuratoren — ham roste han over al maade. De jattede med i maapende forundring over, at nogen turde by sig saa uvettig frem mod storfolket i bygden.
Han æskede deres mening om grænseskjellet. De drog paa svaret; Bernt saa paa Mons og Mons paa Bernt. Men da Palmstrøm spurgte, om ikke Lonstuen hørte under Romstad, vidste de det, endda Juell aldrig af dem havde krævet hverken pligtarbeide eller leie for den. Det var procuratoren, som nu aatte pladsen og kunde fordre afgiften, oplyste svensken. Det vidste de ogsaa og blev ligesom betænkelige ved det.
Efter en stund spurgte Mons, om Palmstrøm havde aareladebilerne sine med. Han havde det. Brødrene hviskede lidt sig imellem, og Mons bad, om svensken ikke vilde være saa inderlig snil at aareslaa ham — det var fjorten maaneder, siden han sidst havde faaet det gjort, og han kjendte, han trængte det, for han havde
