I Lonstuen boede tvillingbrødrene Bernt og Mons. De var halvgamle og ugifte og skræddere af profession. De gik lidet om paa gaardene, som bygdehaandværkerne almindelig pleiede, men drev sit arbeide hjemme. Aarsagen til det var baade, at deres fleste kunder var tjenere og smaakaarsfolk, som ikke godt kunde have dem hos sig, og at de i fjøset aatte en ko og en gris, som skulde have sit tilbørlige stel. Var det nødvendigt for dem at forlade stuen, maatte de budsende sin nærmeste nabo i skogen, Tobaans-Mari, om hun vilde tage sig af kreaturerne saalænge. Hun gjorde dem gjerne den villighed, for der var ikke en eneste levende skabning, som holdt hende bundet, siden ungerne hendes var blevet voksne og havde givet sig ud paa fantestien. Men det kunde hænde, hun ikke var til at faa tag i, naar hun fartede om i sit kald som klog kone og signekjærring.
Der var rummeligere hos brødrene, end nogen skulde tro, som saa deres bolig udenfra. Den indeholdt foruden et temmelig stort kjøkken ogsaa et lidet kammers.
Idag havde de besøg. De selv sad og syede ved et bord under kjøkkenets eneste vindu, en smal glugge, og gjennem dens fire ruder i blyindfatning sivede dagslyset sparsomt ind. De var meget lige hinanden, var smaa af vækst, havde runde, glatte ansigter med blankrød hud, tyndt sort haar og sløve, brune øine. De aandede hørlig med halvaabne munde og talte med søvnig, sprukken stemme.
Foran peisen tørkede den fremmede sine klæder; han havde været i skogen under uveiret. Det var Palmstrøm. I et traug ved siden af ham glinsede endel fede fjeldørretter, som han omhyggelig ordnede i lag og strøede salt paa. Ret som det var, maatte han se efter en kaffe-
