været saa krimfuld og gigtbrudden om vaaren; der sad vist nogle syge blodsdraaber fast i ham en steds. Men betaling kunde han ikke byde —
Jo, Palmstrøm var villig. Anbelangendes betalingen, saa havde han bekommet et vestetøi hos Orre; det fik de sy for ham ved leilighed.
Mons brættede skjorteærmet op til skulderen og satte sig paa en stol midt i stuen. Bernt stillede et lerfad med vand paa gulvet, og svensken trak op af frakkelommen en skindpung, i den han havde nogle smaa blankpudsede staaltingester omviklede med et langt uldbaand. Det surrede han fast om den nøgne arm, vaskede den nedenfor surringen, og efterat han med fingeren havde fundet aaren, stak han hul paa den med den skarpeste av bilerne. Blodet sprøitede frem, og alle tre fulgte andægtig den tynde, røde strøm, som silrede ned i fadet.
Ingen snakkede, førend Mons troede, at nu kunde det være nok; han følte sig saa lettet for bringen.
Da blev saaret forbundet, og de bænkede sig ved bordet, og Bernt dækkede op med fladbrød, smør, spegeflesk og sur myseblande. De aad kvældvorden, og Palmstrøm tog atter fat paa processen om skogen. Den blev ikke saa ligetil, endda dokumenterne var til procuratorens fordel. Der skulde bli aastedssag og vidneførsel ude i marken. Og det ord kunde han sige, at gaves der to, som vidnede det, at de ved Lokbækken stod paa Romstads jord, vilde de faa tyve rigsdaler, saavist som han sad her.
Bernt mente, det var en vanskelig ting at gjøre sin ed paa. Mons lydde efter, bleg og mat, med feberglans i blikket. Tyve rigsdaler var mange penger for en fattigmand; havde en dem, kunde det bli raad for
