to kjør i fjøset. Han skottede bort, naar nogen saa paa ham.
Svensken slog over til en løierlig historie, som var passeret en herremand fra Lenvik-sokn i Sverige. Den gjaldt netop en aastedssag. Under den havde vidnerne fyldt skoene med muld fra patronens gods og svoret paa, at de stod paa hans jord, og da havde de jo sin samvittighed i behold; for ingen kunde negte, at de saa gjorde. Han skratlo selv af historien og opfordrede brødrene til at være ligesaa fiffige, om de vilde blive tyve rigsdaler rigere. De lo sprødt med.
Kort efter sagde han, det var sent at gaa til bygden tilnattes og bad om husly. Det fik han straks. Men skjønt de bød ham sengen i kammerset, vilde han heller ligge i høet paa fjøshjellen. Han vilde ikke uro dem mer end nødvendig.
Han laa længe vaagen og smaabandte og spyttede i høet. Tvillingtomsingerne var vel ikke værre tomsinger, end at de kunde bruges til at gjøre en ed — —
Da Palmstrøm gik i dagbrækningen, fulgte Mons ham et stykke, og før de skiltes, var det aftalt, at brødrene var villige til at sværge paa, de ved Lokbækken stod paa jord unda Romstad, dersom de tyve daler leveredes dem kvælden forud. Men gud naade dem, hvis de ikke holdt sit løfte; saa vilde procuratoren jage dem fra hus og grund.
En klar og stille septembermorgen skred brødrene over kloppen. De var stevnet til at møde i aastedssagen og klædt i fuld helgepuds. De var lidt usikre paa foden som folk med klemmende sko. Tobaans-Mari skulde
