stænge kjøkkenet: Han vilde vente, til han blev mere herre over sig selv.
Han tørrede panden og famlede med at knappe sin vest. Den havde mistet endel knapper — faderen maatte have grebet ham i kraven. Han saa op. En tjenestjente i bare særken gløttede ud af et kammersvindu efter ham. Det taalte han ikke og gik fort ned ad alléen til kirken.
Tankeløst lukkede han grinden op og gik videre tværs over kirkegaarden, idet han bøiede af fra den grusede vei og ind mellem gravene. De var lave tuer, somme med smaa trækors, størstedelen uden. Af og til var der store stenplader med indhuggen skrift. Han sparkede mod dem uden at mærke det og fortsatte sin gang til det borteste hjørne af kirkegaarden, dér kongsveien løb langs muren, som havde en bred, græsgroet kant. Paa den slængte han sig ned med armene under nakken og saa overgit op i luften.
Hvad var det — hvad var det, som var skeet? Hele dagens hændelser — den flirende flok af kluntet konfirmationsungdom, scenen mellem forældrene om formiddagen, besøget hos Orre, haven paa Alm og Laurentze — alt fór gjennem hans hjerne med nagende tydelighed, indtil tankerne stansede foran det værste og sidste og ikke magtede mer: Hans fader var en forfalden præst, et skumpelskud for hvermand, en afsindig delirant, der mishandlede hustru og barn — Hvad havde han forbrudt, at dette skulde vederfares ham! Havde han ikke inderlig elsket og længtet efter sit hjem, og havde han ikke forespeilet sig gjensynet med sine kjære saa smukt, mens han led og stred for at klare sig i Kjøbenhavn, næsten ene overladt til sin egen hjælp i den store by? — Med-
