Det gik rundt for Nicolai. Han sandsede sig ikke, før han saa sin fader gribe moderen i skulderen og skake hende, saa hun slingrede hjælpeløst under hans voldsomme tag.
«Rør ikke mor!» satte han vildt i. Det næste sekund fór Lind løs paa ham i en rasende rid, som bragte skummende fraade om hans læber. Ud af huset skulde denne slyngel af en forloren søn, som foragtede sin fader og glemte hans velgjerninger — hans fødder skulde ikke mere betræde dets tærskel, den de besudlede! Kanske han ikke tillige forledede sin moder til ulydighed og det, som værre var? — Kanske ikke smaagutterne havde nye klæder, og hvor var de fra? Troede hun, at hendes mand var blind? Tyveri var det, elendigt tyveri fra den fattige! — Og forøvet for at pynte brødrene for denne lapsede ødeland, som vilde tigge de skillinger, faderen erhvervede i sit ansigts sved!
Nicolai tumlede om i stuen for at undgaa den vanvittiges anfald. Overalt var faderen efter, svingende armene i de hvide skjorteærmer og dængende mod ham med knytnæver.
«Gaa — gaa ud saalænge!» bønfaldt moderen ham. Han sprang ud i gangen, ud paa tunet. Gangdøren blev smældt i efter ham, og de hylende forbandelser stilnede af inde i huset.
— — — Han blev staaende længe, tungt pustende, angst for, at moderen skulde mishandles.
Det varte neppe en halv time — han syntes, det var timer — før hun kom ud paa kjøkkentrappen og bad ham gaa forsigtig op: Lind var i seng og døsede hen. Hun var dygtig forgrædt, men noksaa rolig. Nicolai rystede paa hodet og hviskede til hende ikke at
