lidende selvtilfredshed dulmede for en stund oprøret i hans indre. Trætheden seg over ham som søvndyssende taager — —
En kaje svang sig skrigende ud af taarnets svartglugge. Flere flaksede efter. Nicolai vaagnede gysende af kulde og satte sig paa murkanten. Over ham hævede sig en løn med vidgrenet krone, og i dens tunge løv raslede vinden sagte. Den korte nat lakkede til ende.
— — Hvad var det — hvad var det? Hvorfor laa han her? — Laurentze! — Drømmen fra hin morgen, han seilede op under fødelandets kyst, den hvide pige ved pinsebaalet, længselen efter hjemstavnens idyl sluttede sig sammen til en række af latterligt selvbedrag, hvoraf gjensynet med den blonde, forvoksede kvinde, som han nu havde forlovet sig med, og dagens hændelser havde revet ham ud.
Vorherre og skjæbnen var grusomme. Indbildningerne om den pige havde været hans dyreste eie i aarevis. De borte under gravtuerne var kvit sine indbildninger, de. Bedst at have det, som de har det — — Det grøssede i ham. Han var i det hjørne af kirkegaarden, hvor selvmorderne blev begravede. Her i den yderste krog af den indviede jord blev de lagt, og endda undte neppe graveren dem at faa være der — han brugte altid at kaste kvisthauger over tuerne deres — —
Klaprende hestetrav klang fra kongsveien. Han dukkede sig bag muren for ikke at blive opdaget. Det var to karjoler efter hinanden, og de havde hast. I den forreste sad en svær mand i kavaj med hatten trykket dybt ned. Hagen støttede han træt mod brystet; ansigtet var rødsprængt og kjødfuldt. Bagefter en endnu førere, men lavere mand, som var en smule ustø i sædet.
