men saa døde han, og da var familiens formue svundet adskillig ind.
Hans søn aabnede en ny rigdomskilde. Han blev kongelig privilegeret landkræmmer med borgerskab i Christiania, og snart var den skade repareret, som Christian den sjettes naade havde forvoldt. Thi der fandtes ingen anden landkræmmer i milevid omkreds og over hele Oplandene ingen saa vel forsynet. I hans krambod var alt at faa: silketøier saa tykke og solide, at kjolerne, som blev syet deraf, kunde staa for sig selv; blonder og brogede baand; kattuner og taft; fløiel og «svanedun» og «skjæg»; fint engelsk klæde, strømpetøi, kaskjetter og hatter saavel som salt og tobak, kryderier, sukker og kaffe, ja endogsaa the, chokolade og vin for de conditionerede. — Det var ikke uden aarsag, naar øvrigheden klagede over, at bedriften paa Alm udbredte luksus og overdaadighed blandt almuen, og at koner og piger dovent lod rok og væv skjøtte sig selv, fordi det, som kjøbtes færdigt, baade var letvintere at skaffe sig og gildere end de simple hjemmevævede tøier. Men saafremt aaringerne var gode og kornavlingen blev heldig solgt, agtede bønderne det mindre, om der gik lidt med til slas for kjærringerne.
Da aarhundredet skiftede, hed landkræmmeren Hans Orre. Det var en underlig mnnd i femti-seksti aars alderen. Vissen og gul vimsede han om, stedse i brune klæder med sølvknapper, med en liden haarpisk vippende i nakken og en skilpaddes snusdaase i haanden. I sin ungdom havde han været i London og Paris. Han var meget belæst og brugte gjerne franske og engelske citater, helst til enfoldige og ulærde, som ikke fattede dem. Desuden var Hans Orre republikaner og fritænker paa sin
