hals, satte aldrig sine ben i kirken og ødslede med respektløse deklamationer om monarchi og religion, saa flere syntes, det var rart, han ikke kom i uleilighed. Der var en viss formel og spydig høflighed over ham selv ved de alvorligste anledninger. Han var enkemand, og det blev fortalt, at ved madamens dødsleie bragtes der bud til ham, at en fremmed vilde have ham i tale. Orre bad hilse og undskylde et øieblik; hans kone holdt netop paa at dø, men han skulde forhaabentlig straks være til tjeneste. Nogle minutter efter kom han trippende og bukkende: «Værsgod, nu er jeg til tjeneste! Nu er min kone netop død —»
Han skulde før have været udsvævende med kvinder, men forresten var han en ordensmand, som ingen havde seet beruset, og som avskyede høit spil. Og hjertelag, det røbede han aldrig i gjerning nogen brist paa, men tidt og ofte i ord.
Hans husholdning blev styret af en ugift søster. Han havde to sønner, af dem den ældste skulde arve gaarden og forretningen — den anden var juridisk embedsmand i Jylland — og et par unge døtre.
Alm laa omtrent en fjerding søndenfor kirken. Veien løb først mellem eng og veldyrket aker, svingede saa om et brat berg, dér furuskogen skjød sine strantne stammer op af den magre jord, og saa laa med en gang gaarden for én. Den var næsten herskabelig bygget. Midt imod var hovedbygningen. Den var paa to stokværk, og bar paa taget et lidet klokketaarn, som skyldte Henrik Orre sin tilblivelse og havde sin eiendommelige historie. I dyre domme havde han betalt en kunstfærdig gudbrandsdøl for at sætte et ur i taarnet, med talskiver til alle dets fire sider. Gudbrandsdølen havde ikke kunnet
