neske. Hun lagde panden mod vindusruden, drømte om udsigten fra deres forrige hjem over det bølgende blaa hav og afskyede dette dorske, graa ferskvand, som f lød der nede i fjorden.
Hun drømte og længtede og græd, indtil hun hørte skridt nærme sig og forstyrret hoppede i veiret, i skræk for, hvad der nu var paafærde igjen.
Hun havde barnene at leve for; men sygdom og død stødte til hendes øvrige sorger. Flere af barnene døde tidlig, saa der blev hele ti aar mellem den ældste søn Nicolai og hans to yngre brødre. Døtre var der ikke.
Om Nicolai samlede hendes moderkjærlighed sig. Hun slæbte og sparede og strævede for hans skyld og underkastede sig savn og ydmygelser for at kunne sende ham paa skole i Christiania. De andre to stakler var smaa endnu, med dem var det foreløbig ikke saa nøie. Gik det Nicolai godt, lærte han noget ordentligt og artede sig vel, blev der altid en raad for dem ogsaa. Gjaldt det ham, brugte hunallehaande listige midler for at skaffe ham det nødvendige. Hun stjalunda det halve juleslagt og skikkede det med en af naboerne til salg i byen, hun kneb paa hver skilling til stas og klæder og lodsmaagutterne gaa barbent om sommeren som fattigunger. Hun forklarede ham det, saa ofte han var hjemme i ferierne, og lagde til, at naar han bare kom frem i verden, vilde hun haabe paa bedredage for dem alle.
Lidt spædde jo pastoren til iblandt, og omsider drog Nicolai til Kjøbenhavn og blev student. Det aar undte hun neppe hans søskende og sig selv det tørre brød. Lind maatte naturligvis have sit ordentlige stel og intet savne.
