Tiden gik. I Kjøbenhavn slog Nicolai sig igjennem paa egen haand med nogle dalers understøttelse af og til fra faderen. Han skrev ikke ofte; portoen var saa dyr. For moderen blev han ligesom borte, og da hendes hjælp og umiddelbare omsorg ikke længer kunde naa ham, stod hun ikke i det længer. Hun blev sløv og gammel og mistede kræfterne til som forhen at stræve og mase for familien.
Men vaaren 1804 kviknede hun atter til ved det glade budskab, at Nicolai vilde besøge sine forældre til sommeren. Hun solgte i smug to tønder byg, og for pengene blev der syet nye klæder til gutterne. Betalingen for tøiet lovede landkræmmer Orre at vente med saalænge. Rimeligvis blev den gjældspost aldrig ført ind i hans bøger.
Det havde stridregnet om natten. Paa morgensiden havde nedbøren givet sig, men himlen hang endnu disig og graa over den graablaa fjord, og solen magtede ikke komme sig helt frem; dens straaler sivede kun med blændende hvidlig glans gjennom skydækket mod syd.
Liden og elegant antrukken stod Nicolai Lind paa præstegaardens tun, med ryggen støttet mod havestakittet og lod blikket følge aaserne hinsides fjorden. Ellers syntes de en sammenhængende fjeldkjæde, men nu lagde taagedotterne sig ned i hver dalsøk og kløft og løste kjæden op i runde koller og berg. Han strakte sig dovent og morgengrættent, bøiede det omhyggelig friserede hoved tilbage og keg over lønnernes grønne kroner opad det vaadblanke, sorte kirkespir mod fløien.
