Den, som led mest under præstens udskeielser, var hans hustru. Ondt kunde det være for hende, naar han pludselig trak huset fuldt af fremmede, som skulde opvartes og trakteres, mens hun neppe vidste, hvorfra hun skulde tage føden til sig og barnene. Forpint og elendig kunde hun være, naar hun sad oppe om natten og gruede for, at han skulde have tabt meget i kort og lade sinnet og ophidselsen gaa ud over hende; thi spil var den mest ulyksalige af alle Linds laster. Virkelig en lettelse for hende var det undertiden, at manden blev hjulpet ind af skydsgutten saa døddrukken, at han ikke formaaede at ytre en stavelse. — Værst var det dagligdagse samliv med ham, naar han enten sad indestængt paa kontoret og halvsovende spe-kulerede paa udveie fra sine forviklede pengeaffærer og formelig hvæsede og skummede af raseri, dersom nogen forstyrrede ham, eller ogsaa rumsterede ør og grætten omkring i kjøkken og stue besat af det indfald, al husholdningen slugte altfor meget, og skreg op i fortvilelse, skjændte og survede over sin kones uforstandige ødselhed.
Blev saa fruen alene, var barnene stellet om og de øieblikkelige bekymringer ryddede tilside, sad hun timevis inde paa stuen og hengav sig til minderne fra de dage, da de havde det saa godt i det ensomme sogn ude ved kysten. Da havde Lind været saa tilfreds og kjærlig mod hende uagtet deres armod, men nu — at han kunde være bleven slig, som han nu var! — Hun græd og længtede haabløst mod fortiden og hadede i sit hjerte de nye omgivelser, som de var kommet i, og som havde røvet hendes mand fra hende, skabt ham om til en hustyran og et slet men-
