øvrige almue. Den plads, som stod tom efter dem, blev udfyldt af de protestantiske præster. Deres levesæt stillede dem nær til de rige bønder; men ved sin lærdom og dannelse og den myndighed, som deres embede gav dem, faldt det af sig selv, at de ikke alene blev menighedens aandelige, men tillige dens timelige ledere, til dem folk vendte sig for raad og hjælp, og i den mindste som i den største husstand greb jo præsten ind ved sit nærvær, naar det gjaldt de vigtigste ting som ægteskab og barsel og død.
Saaledes blev sognepræsten og præstegaarden midtpunktet i den bygdens historie, som mundtlig overleveredes fra menneskealder til menneskealder.
Mangt og meget kunde glemmes af ydre tildragelser. Uaar og dyrtid, flom og pest, ja endog krig og fienders indfald kunde blot efterlade sig svage, sagnmæssige spor. Men paa de store gaarder, som næsten stedse forblev i de samme ætters eie, havde de ofte fra oldefædrenes dage og nedigjennem rede paa den præst, som havde viet forældrene og døbt barnene, og undertiden var der ogsaa skrivekyndige mænd, som skrev sligt op til efterslægtens nytte og opbyggelse.
Der i bygden delte almuen dens historie efter præsternes levetid, omtrent som oldtidens folk delte sin efter kongernes dynastier.
En underlig skare var det, de forlængst afdøde sognepræster, som paa det vis førte en gjengangertilværelse i almuens forestillinger. De fleste af dem blev omfattet med sympathi og en slags bygdepatriotisk agtelse. Ingen skulde sige det sogn paa, at det ikke havde havt præster, som kunde søge sin make baade vidt og bredt.
Og jo underligere de var, jo vældigere og brutalere
