kjendtes ikke engang deres navn. Om præsterne vidste folk, at de havde præket papistiske vranglærdomme, som var farlige for saligheden og havde ledet sjælene til fortabelse. Ja, saa havde de endvidere maattet forpligte sig til aldrig at gifte sig og stedse at leve som ungkarer, og derfor havde de været slemme efter fremmed kvindfolk, og da de havde kunnet give sig selv aflad, kan en snart skjønne, hvordan det stod til i menigheden, naar de var værst i ugudeligheden, som revse den skulde. — De ensomme katholske geistlige var løst knyttede til egnens slægter, som derfor let glemte dem ud af sine traditioner, og heller ikke gav de sig af med at dyrke egen jord, dér mindet om dem kunde fæste rod.
Helt anderledes sagnrige var aarhundrederne efter reformationen. Og alle fortællinger fra dem samlede sig om præstegaarden og dens herrer. De lutherske geistlige flyttede ind der med kvinder og barn og havde hjemme som husfædre og fast bosatte mænd blandt bønderne. De tog selv del i akrenes dyrkning og sendte sine tjenere for at drive fiske paa grundene langs fjorden. Da kaldet var stort og godt, drog sjelden den præst bort, som engang var kommet did. Og naar han faldt fra, hændte det, at hans sønner og døtre delte arven mellem sig og blev i bygden og giftede sig ind i dens fremste ætter, i hvis saga hans navn og daad saa blev sluttet inde og overgivet til efterverdenen. Desuden forsvandt efterhaanden fra egnen de adelige stormænd, som havde været dens selvskrevne høvdinger. Enten sygnede de legemlig og aandelig hen for til slutning intet afkom at efterlade sig, eller ogsaa forarmedes de og drog bort for andensteds at søge bedre lykke end den, som var dem forundt paa deres hjemsted, eller ogsaa sank de ned blandt den
