nøiet sig med mindre sten og slettere arbeide, naar den bare fik sin kirke stor nok og staselig at se til.
Lige ved den var præstegaarden, blot skilt fra den ved kirkegaarden og en stump allé af kjæmpemæssige lønner. Rundt tunet laa dens hus, lidet forskjellige fra en vanlig større bondegaards, naar undtages den lave enetages hovedbygning, hvis høie, udoverhængende tag havde afskaarne møner og var tækket med sorte, hollandske teglsten.
Tidligere havde visselig bygningerne været vidtløftigere og rummeligere og maatte have været skikket til at give husrum for mange, eftersom der skulde have været et gjængs hvilested for veifarende folk og især for pilegrime paa deres valfarter til Nidaros. Som en hjælp for præsten til at opfylde sine værtspligter mod alle disse skal et helt dalføre paa den anden side af fjorden være henlagt til kaldet. Men omkring 1700 var husene brændt, og den præst, som lod dem sætte op igjen, havde været nødt til for største delen at gjøre det paa sin egen kostning, og derfor havde han bare skaffet det nødvendige hus og ly for sig og sin familie. Hans efterfølgere havde vedligeholdt og flikket og pudset, saavidt fornødent var, og uden at kaste noget overflødigt bort paa det, som ikke var deres eiendom. Kun de store, hvælvede kjældere var tilbage af den oprindelige katholske præstebolig som et synligt tegn paa svunden herlighed.
Bygden var ellers fattig paa minder og sagn fra den katholske tid. De kapeller og private kirker, som fromme og mægtige mænd havde forsynet sine gaarder med, var forsvundet. Der blev fortalt i usikker almindelighed om ufred og slag og om smaakonger og ildgjerningsmænd, hvis gravhøie endnu paavistes. Men for det meste
