deres skikkelser traadte frem, jo mere deres færd syntes at stride mod det fredens og kjærlighedens embede, som de skulde forvalte, desto høiere syntes de at staa i sagnets gunst.
Omkring 1795 flyttede pastor Lind med sin familie ind paa præstegaarden. Han kom fra et af de daarlige kald nede i det Christianssandske, som ogsaa var hans egentlige hjemstavn. Det var ikke alene den lange transports skyld, at han ikke førte synderligt flyttegods med sig, og det, han havde, saa temmelig tarveligt ud. Han var endnu forholdsvis ung, en liden velnæret mand med blomstrende ansigtsfarve og rødblondt haar, smidig og rørlig i sin optræden, meget snaksom og yderst elskværdig mod sine conditionerede naboer, dem han med overstrømmende venlighed forsikrede om den glæde, det voldte ham at være kommen fra den fjerne afkrog ved kysten til et distrikt, der talte saa mange dannede og oplyste personer i sin midte.
Om ham er det sagt af en af hans kolleger, at der vil gaa adskillige slægtled hen, førend den skade kan gjenoprettes, som han tilføiede religionen og moralen i sin menighed.
Visselig tiltraadte han sit nye embede med de oprigtigste forsætter om at forvalte det rettelig. Men hanvar af dem, som maa sætte sig selv i forgrunden overalt, og som ynder at nyde larmen af sin egen tilværelse, og hans forfængelighed var steget til det naragtige ved den dominerende stilling han havde indtaget i det ensomme og fattige sogn ved kysten. Som ivrig rationalist var Lind fra først af nidkjær for skolevæsenet og
