Som hun havde ligget alene døgn efter døgn og hostet og lidt, var sløvheden svundet fra hende, og tankerne paa fortiden og paa det frygtelige dødens øieblik, hvis trudsel hun for første gang i sit liv følte, havde trængt sig ind paa hende, vokset som spøgelser ud af tusmørket og ikke villet vige. Hun sendte bud efter præsten.
Pastor Lind kom, høflig og smilende, førende med sig en duft af fransk brændevin. Udbredte sig geskjæftig om livets sorger, der rammede alle, om guddommens uendelige naade og barmhjertighed og om, at det oplyste menneske — takket være sin høiere erkjendelse — jo ingenlunde behøvede at fortvile. Hans skingrende stemme og sødladent trøstende gebærder pinte hende, hans ord gled forbi hende, og hun sattes i febrilsk uro ved hans besøg.
Derfor maatte sognepræsten taale den tort, at kapellanen blev hentet til fruen i hans sted.
Gul og lang, alvorlig og forlegen tog Vamberg plads foran hende. Han hilste; hun svarede neppe, foldede blot de magre, nervøse hænder over tæppet og saa op paa ham med brændende øine, som var skjæmmede og blodsprængte af graad og hoste.
Han spurgte, hvad hun helst ønskede at tale med ham om. Hun mumlede, at hendes attraa kun var at vinde fred, fred. Da foregik der noget underligt med kapellanen. Længe siden var det, at en i fuld, alvorlig oprigtighed havde vendt sig til ham i sin dybeste sjælekval. Han nænnede ikke at mindes det, han vidste om denne kvindes tidligere liv og syndefulde gjerninger. Hviskende, smaasnakkende begyndte han at tale til hende om den trøst, han neppe selv stolte mere paa.
