Hvad der ved mangfoldige andre sygeleier alene havde været en pligt, han udførte paa embeds vegne, blev overfor hende til det ene ulykkelige menneskes stræben efter at udtrykke sin deltagelse for det andet, som er endnu ulykkeligere. Han blev længe ved og holdt ikke op, førend hans hæse, stedse anstrengte stemme slog klik. Mens han tørrede sveden af sin spidse, glatte pande greb han sig i at undres over, hvad han egentlig havde sagt, og stak forskrækket fingrene ned i vestlommen efter snusdaasen, men stansede paa halvveien. Det vilde være usømmelig adfærd at tage sig en pris i fru cancelliraadindens nærværelse. Han renoncerede paa den.
Hun laa med lukkede øine. Endelig rakte hun haanden mod ham. Han greb den, og hun takkede ham og bad ham komme snart igjen.
Og han kom igjen ofte. Ikke alene for hendes skyld, men ogsaa for sin egen. Han længtede efter og holdt af de timer, da han sad ved siden af hendes seng og talte om alt, som var mildt og godt baade for hende og ham.
Paa hjemveien lod han gjerne hesten rusle afsted foran karjolen, som den vilde, og drømte vagt hen for sig. Den halvgamle, indtørrede og ugifte kapellan kunde mærke øinene fugtes, naar han tænkte paa saadanne smaating som, at den døende, af smerte forpinte, forhenværende hofdame virkelig pyntede sig med nystrøgen natkappe og fine kniplinger om haandledene i forventningen om hans besøg. Han blev under alt dette snillere i sit hjem og medgjørligere og mindre nærig mod de bønder, som havde med ham at gjøre.
Fru Catharina sov sundt og rolig ind, hver gang kapellanen var reist. Men en kvæld ved midten af
