og meget at rydde! Et mønsterbrug skulde her blive. De var statens eiendom disse vidtstrakte marker, og hans arbeide paa dem skulde blive et nyttigt og følge-værdigt eksempel for statens borgere, for de norske landmænd.
Men da han var fremme, mødte ingen for at tage imod hesten. Det var uhyggelig stilt paa gaarden, som sneg alle inde i huset sig lydløst om, og der var hængt hvide lagener for vinduerne paa storstuen.
Han gik ind i gangen og vrængte pelsen af sig. Paa ganggulvet var en stor rødbrun blodflæk; der var tydelig skuret dygtig for at vaske den væk, men faafængt.
Cancelliraaden standsede og saa sig om med en ængstende, uvis følelse af, at der var hændt noget.
«Er der hændt noget, Annette?»
«Hys, hr. cancelliraad, fruen er syg og maa ikke forstyrres, amtsphysicus Müller har forbudt det. — Løitnant von Juell er omkommen ved et ulykkestilfælde.» Og hun listede sig videre.
Cancelliraaden spændte storstøvlerne af og gik ud i kjøkkenet. Der stod en pige ved bænken og vaskede op, en anden laa paa knæ foran peisen og blaaste paa varmen. Ved bordet sad Lars staldkar og to af husmændene, Gudbrand Sveum og Matjas Nordsveen, og aad dugurd. De maatte have hørt ham svinge frem paa gaarden. De saa sky op, da han kom, og tiede bomstille.
«Hvad er paafærde?» — Ingen svarede.
«Jeg spørger, hvad er paafærde? — Er løitnant Juell død?»
