«Hænn æ saa, cancelliraad,» sa Lars. «Hænn ha sli hæl sig.»
«Naar og hvorledes skede det?» — Ingen svarede.
«Jeg spørger, hvorledes og naar det skede?»
De gloede paa hinanden. Jenten ved peisen drog sig længere unda.
«Saa svar da i Satans navn, folk!» skreg han. «Naar og hvordan skede det?»
Matjas Nordsveen reiste sig rar og bleg og talte med grødet maal: «Det va inat løtnan datt ned fraa traappen.»
«Inat!» — Cancelliraaden blev underlig gul i ansigtet, aarerne i tindingerne svulmede blaafiolette frem; stemmen skurrede hæst: «Hvad havde løitnant Juell her i nat at gjøre og ovenpaa? Naar kom han tilgaards?»
«Hænn kom dagen før førdagen.» Det var igjen Matjas Nordsveen, som svarede.
«Og hvilken tid paa natten faldt han ned?»
«Det va ved femleite idag tidlig, da'n skulde reise at.» Nu fæstede Matjas blikket ret paa cancelliraaden, som om han ventede, ut han skulde slaa til ham.
Men raaden snudde sig og gik ud. De hørte, han holdt i vrideren en stund paa den andre siden af døren; da han slap den, smaldt det i den.
Weydahl slog op døren fra gangen til storstuen. Gjennem lagenerne for vinduerne faldt solskinnet i lange, dæmpede strimer henover gulvet, og det glimtede mat i møblernes forgyldle sirater. Midt i stuen under lysekronen var stillet en seng, og der laa løitnant Juell
