paa sit kontor over i folkestuen; men ogsaa der kunde skriverkarlene pludselig tie bom stille og smile forlegent, dersom han uventet traadte ind.
Ingen turde dog komme med hentydninger til cancelliraadinden, bare tjenestefolkene vaagede sig saavidt til; for i den egn tyktes skammen skjæmme hele husstanden, om gaardkonen havde kjærest. Derfor blev de tvære og næsvise mod hende og ærtede kammerpigen, som de skyldte for at være medhjælpen hendes, og mer end en gang, naar Juell kom tilgaards i raadens fravær, maatte han selv sætte hesten ind i stalden, fordi staldkaren holdt sig for god til at gjøre ham den tjenesten. Juell skjønte sammenhængen og fandt sig i det, og fru cancelliraadinden glemte paa grund af omstændighederne at beklage sig synderlig over disse uforskammede nykker hos dette tølperagtige lands uopdragne indvaanere.
Paa den maade gik det vinteren igjennem, til cancelliraaden vendte hjem fra vaartingreiserne. Han havde været borte over en uge.
Det var en straalende solskinsdag i slutningen af marts, at han kjørte nedad lønnealléen. Sneen tinte, saa det dryppede af træerne og tagene, men føret var endnu bra, og som han sad i slæden varmt indpakket i pelsen og var fornøiet over at være hjemme igjen, blev han i godt humør og følte, at han var paa veie til at forsone sig med sin stilling og glemme sine tidligere høitspændte drømme. Et embede at styre, stort nok til at lægge beslag paa det meste af hans kræfter, hus og hjem og en vakker gaard, hvor der var meget at gjøre og meget at rydde — — Og mens han lod blikket glide udover de brede jorder, vaagnede den nedarvede bondenatur i ham til fuld styrke. Ja, her var virkelig meget at gjøre
