bragte de raaeste drukkenbolter af kapteiner eller proprietærer til i samkvem med ham at synes sig selv fine og velopdragne herremænd.
Majoren forestillede dem for hinanden, idet han tilføiede, at det vistnok var unødvendigt, da han havde hørt sige, de var gamle bekjendte. Fru cancelliraadinden var meget naadig, forsikrede, at hun godt erindrede løitnant von Juell og nævnte i flæng et par huse, hvor de skulde have truffet hinanden baade i Kjøbenhavn og Christiania, men tog tilfældigvis feil af navnene. Lemmich Juell mærkede det ikke. Det indtryk hun gjorde paa ham var, som om han stod overfor legemliggjørelsen af sine rigeste minder fra en hurtig levet og hurtig forspildt ungdom. Hendes dæmpede, bløde danske tonefald, de fornemt beherskede bevægelser, det udtryksfulde lille smil, det udsøgte og moderne i hendes dragt — alt tilsammen var som kjærtegn for hans vansmægtende sanser. Hun var sminket, til megen forargelse for de øvrige tilstedeværende damer, som oppe paa landet gjorde en dyd af nødvendighed, da de ikke formaaede at vedligeholde den slags raffinements. Han kunde have velsignet hende for det, saa vidunderlig vederkvægende var det for ham at se igjen denne kindernes fine og lette kunstige farve.
Han vidste, at hun var over tredve, og han havde straks opdaget et par smaa rynker ved øienkrogene, og hendes buste var temmelig tynd. Men han glemte det igjen, følte det ikke mere. Han var helt fyldt af taknemmelig fryd ved at staa ved siden af og konversere denne fuldendte dame, og som altid prægede Juells stemning hans ord og optræden.
Den høie, slanke mand i den broderede atlaskes-
