holdt sig i Christiania det meste af vinteren. Livet paa landsbygden forekom hende allerede saa altfor misformigt og trist, og cancelliraaden rettede sig i saa henseende efter hendes vilje og fandt sig taalmodig i at være enkemand, naar det ikke anderledes kunde være.
Derfor var det først ud paa vaarparten i majorens aarlige barselgilde, at hun og løitnant Juell mødte hinanden. — Drømmen om de gamle dages Catharina von Zehren var forresten længst gaaet over hos ham. Egentlig var den fordunstet med efterveerne af den rus, som han ianledning af rygtet om hendes ankomst havde hentet sig hos majoren. Drømme og alvorstanker var altid kun snare gjæster hos Lemmich Juell — drømmene, fordi de var talløse og trængtes paa flugt af nye drømme, og alvorstankerne, fordi de var haabløse og saaledes unyttige plager, som maatte fordrives, det være sig nu ved store planer, dem han selv ikke troede paa, og som kun blev fattet for at glemmes, eller ved glad svir, og i sidste fald foreviste han for sine svirebrødre med freidig letsindighed baade tankerne og beslutningerne i al deres pjaltede usselhed og fulgte dem leende tildørs. Ti tomme aar havde dag efter dag gravet det svælg, som skilte ham fra den tid, da han virkelig levede, da drømmen fødte alvor og tanken daad. Naar lunet stak ham, lod han, selv drukken, fortidens liv og fremtidens skygger, ungdomsstærke, jubelfyldte minder og synet af sin egen og sin families nære ruin paradere i spottende, lystige vrængebilleder for drukne venner. Kort sagt, han var den vittigste hund og den gladeste laks i miles omkreds, og dertil gjorde og sagde han alting med en saa overlegen elegance, at gjenskinnet deraf
