vest, den godtsiddende, skjønt noget gammeldagse, blaa kjole og med kniplingskalvekrydset havde fra først af været fru Weydahl paafaldende som en behagelig modsætning til den øvrige mer eller mindre stærkt rustificerede forsamling. Tidligere havde hun med fornøielse iagttaget, hvorledes endog cancelliraadens tungvindte korrekthed stak af mod herrernes manérer. Løitnant von Juell tilhørte den samme verden, som hun havde forladt, og hun lyttede til ham med noget af den samme glæde, det vækker hos en landflygtig at møde en hjemlig sangfugl paa sit forvisningssted. Han interesserede hende og syntes hende et bekjendtskab, som det nok kunde være værdt at dyrke. Da samtalen mellem dem blev livligere, nyttede procuratorens korpulente hustru, der hidtil havde havt det hverv at underholde «hofdamen», som de conditionerede sig imellem kaldte hende, leiligheden til at fjerne sig for at slaa en koselig passiar af med amtsphysicus Müllers madame, som ude i gangen havde hvisket hende noget morsomt i øre om den gale løitnant Wallaces seneste bedrifter.
Inden de skiltes ad fra barselsgildet, havde cancelliraadinden opfordret Juell til ret snart at besøge skrivergaarden for at fortsætte deres gamle bekjendtskab, og cancelliraaden havde rolig og høflig henstillet til ham ikke at vente for længe med at gjøre hans kone den glæde — hun vilde kun sjelden møde tidligere venner nu, og med haanden paa hjertet havde løitnanten forsikret, at det skulde være ham en meget stor ære og fornøielse.
Dengang fornyedes da bekjendtskabet mellem Catharina von Zehren og Lemmich Juell. Men før næste
