sede folkene op midt paa akeren og lagde ud om det, og naar en jente havde en ny trøie eller en huskjærring et nyt skaut, havde de det ordtag, at hun var finere end skriverfruen. Dybest indtryk havde kammerpigen gjort; før vidste de bare om to slige i den egn, hos amtmand Winterfeldt og hos generalmajor de Place — den paa skrivergaarden var nummer tre. Madame Nannestad blev bedt bort snart til den ene og snart til den anden af de conditionerede familier, og fruerne grov og spurgte, saa hun blev rent træt i kjæverne af at fortælle.
Paa Gihle kom procurator Høegh før og svær ud i kjøkkenet efter aftens for at faa fyldt paa ølkanden. Der sad tjenestjenterne og procuratormadamen selv med vesle Julie Nannestad ved siden af sig og spandt hver ved sin rok. Men ret som det var stod hjulene stille eller røg traaden af, for alle agtede mindre paa arbeidet end paa vesle Julie, som ivrig og rød og raptunget fortalte om raaden og fruen og karethen og stuen med de gule silkedamaskestapeter. For sig selv paa peiskrakken ludede en gammel skaldet mand med langt graat skjæg. Det var indlægkallen. Han lod, som hørte han ikke paa noget, og kardet uld, saa totterne føg.
Procuratoren lænede sig mod peismuren og lydde efter. «Du ser ud, som havde du hørt orn større stas før, du gamlen,» sagde han. «Og du mindes sagtens ogsaa dengangen, da kong Christian den sjette drog gjennem bygden.»
«Det gjør jeg nok altids,» svarede kallen. «Men saapas som dette har jeg kanske hørt om helless og.»
«Gammel mand kan berette mangt. Skjønt det var nu vel hos kongen af England og ikke her i bygden det, som du har hørt om,» mente procuratoren.
